Terapi & Coaching

PSYKISK VOLD I PARFORHOLDET
Der kan ofte befinde sig en vis psykisk dominans i et parforhold, som kan være ubehagelig og værd at få set på. Hvis du imidlertid gennem længere tid blevet talt ned til, ydmyget og/eller kontrolleret kan det være et tegn på psykisk vold, som du skal tage alvorligt. Det kan også være at uoverensstemmelser og konflikter er eksploderet midt i et parbrud, og at det har alvorlige konsekvenser for trivslen hos dig og børnene. Hvis det desuden udarter til fysisk vold som f.eks. slag og spark, kan det have voldsomme effekter på dit liv, din sundhed og dit selvværd. Der kan være frygt, depressive tanker, skam- og skyldfølelser, stress, sorg, magtesløshed og manglende håb til fremtiden.
Den ene kan være den primære udøver, mens den anden forsvarer sig, eller det kan være jer begge to, der i større eller mindre grad udøver vold mod hinanden. Det er næsten altid komplekst og nødvendigt at få hjælp til at håndtere det kløgtigt, så du kan bidrage til at stoppe alt det voldsomme i relationen. Det gælder også, hvis du selv har svært ved at håndtere din irritation, vrede og aggression. Og i særlig grad hvis der er børn i jeres relation.
Det kan være hårdt at erkende, at du er endt i et forhold præget af voldsom mistrivsel, og som overskrider dine værdier og grænser. Det er derfor nødvendigt at få kigget grundigt på, hvad du udsættes for og få sat ord på de voldsomme hændelser. Du har altid givet en respons og forsøgt at sige fra på din måde, men det har ikke været nok. Derfor er det på høje tid, at der sker en ændring, hvad end det er med eller uden din partner.
Jeg har i mange år haft daglige samtaler omkring voldsomme hændelser i parforhold og har i Mandecentret været faglig projektleder for et projekt, støttet af Ligestillingsministeriet, hvor jeg sammen med et team har udviklet en række metodiske greb til at håndtere og finde veje ud af volden. Se også ”parterapi”, som kan være en mulighed, hvis I sammen vil arbejde med at få bugt med de alvorlige hændelser og komme videre i livet.