Terapi & Coaching
Individuel
Terapi & Coaching
Når du træder ind i et samtaleforløb hos mig, bliver du mødt – ikke som et problem, der skal løses, men som et menneske med en historie, der fortjener at blive lyttet til. Jeg er inspireret af min narrative uddannelse og især af mine mange erfaringer fra praksis. Det betyder, at vi sammen undersøger de fortællinger, du bærer med dig – de historier om dig selv, som måske er blevet fastlåste, tunge eller fortvivlede. Men det betyder også, at vi sammen leder efter de andre fortællinger: dem, der rummer dine værdier, dine styrker og din længsel efter noget andet og mere.
Mange af dem, jeg siden 2005 har talt med, oplever sig fastlåste i skam, skyld, ensomhed, irritation eller magtesløshed. Det er følelser, der kan skygge for den kraft og handleevne, vi alle rummer. Men dine reaktioner – også de uhensigtsmæssige – fortæller mig, at der findes en iboende modstandskraft i dig. En sund livskraft, der vil noget andet.
I samtalerne hjælper jeg dig med at finde forbindelsen til dine værdier og intentioner. Vi undersøger, hvad der virkelig betyder noget for dig, og hvordan du kan leve i overensstemmelse med dét – midt i hverdagens kompleksitet og krav. Dine vigtigste fortællinger får nyt liv, og det kan åbne for lettelse, handlekraft og en stærk oplevelse af mening og retning.
Samtidig arbejder vi med at styrke dine gensidige relationer og din kommunikation. Hvordan kan du lytte med nysgerrighed og ærligt fortælle andre, hvad der betyder noget for dig? Hvordan kan du sige til og fra på en god måde? Og hvordan kan du række ud og forandre uhensigtsmæssige mønstre?
Hver samtale afsluttes med en refleksion over, hvad du tager med dig, og hvad du kan arbejde med frem til næste gang. Mange oplever, at samtalerne skaber en bevægelse – en oplevelse af frihed, hvor livet bliver lettere at bære, og hvor det svære ikke længere føles altopslugende. Dine næste skridt bliver mindre truende, og du kan mærke et nyt livgivende, og meningsfuldt spor åbne sig for dig.
Vi kan mødes online, i et terapilokale eller tage samtalerne på vandringer i naturen, hvor omgivelserne inviterer til ro og refleksion.
Er du nysgerrig på, om et forløb hos mig kunne være noget for dig? Du er altid velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale, hvor vi sammen kan se, om der er et godt match. Nogle gange er det første skridt bare at række ud.